Log ind
VÆRKTØJER
Notesbog
Din personlige notesbog
Biologi
Opslagsbog
Fysik/kemi
Opslagsbog
Geografi
Opslagsbog
Det periodiske system
(Kræver Flash)
Søg i portalen

Stephen Hawking og de sorte huller


April 2018

Den 14. marts 2018 døde en af verdens mest berømte videnskabsmænd 76 år gammel. Stephen Hawking (1942-2018) fra England var en fremragende forsker og formidler af viden om universet. Han var en levende legende og oplevede endda at få sit liv filmatiseret i Hollywoodfilmen Teorien om alting (The Theory of Everything) fra 2014.

En livsglad ateist
Stephen Hawking blev født i 1942, og allerede som 21-årig blev han alvorlig syg. Det viste sig at være den uhelbredelige nervesygdom, der går under navnet ALS (Amyotrofisk Lateral Sklerose).

Lægerne mente ikke, at Stephen Hawking ville blive ret gammel, så det er i sig selv nærmest en sensation, at han levede yderligere 55 år. Sygdommen betød, at han hele tiden blev dårligere, og han var i mange år bundet til en kørestol ude af stand til at tale. Kun ved hjælp af en stemme-computer var det muligt for ham at kommunikere med andre. Men hjernen fejlede absolut ikke noget.

Gud troede Stephen Hawking ikke på, og vi skal ifølge ham selv ikke regne med, at han sidder i himlen og ser ned på os. Han betegnede selv som ateist – altså en person, der ikke tror på en gud.

Stephen Hawking sagde selv: Jeg tror, at den mest simple forklaring er, at der ikke er en Gud. Der er ikke nogen, der skabte universet, og der er ikke nogen, der styrer vores skæbne. Det har ledt mig til den konklusion, at der formentlig ikke findes en himmel, og at der ikke findes et liv efter døden. Vi har ét liv at sætte pris på det fantastiske univers, og det er jeg taknemmelig for.

Trods den alvorlige sygdom var Stephen Hawking både livsglad og morsom. Han var gift to gange og fik tre børn. Til sine børn sagde han: Husk at kigge på stjernerne og ikke ned på jeres fødder. Forsøg at forstå, hvad du ser, og tænk over, hvad der skaber universet. Vær nysgerrig. Og hvor vanskeligt livet end kan synes at være, er der altid noget, du kan gøre og lykkes med. Du skal ikke give op.

De sorte huller
Stephen Hawking var uddannet i matematik og havde desuden en doktorgrad i astrofysik og kosmologi. Han interesserede sig for mange ting, men den største forskel rent forskningsmæssigt gjorde han omkring sorte huller.

Et sort hul er et objekt (himmellegeme), som er presset så meget sammen af tyngdekraften, at det næsten ikke fylder noget. Tyngdekraften omkring et sort hul er så stærk, at selv lyset ikke kan slippe væk. Deraf navnet sort hul.

Længe før man havde observeret sorte huller, havde teoretiske beregninger vist, at de måtte eksistere. Et sort hul kan dannes, når store stjerner eksploderer i en supernova. En del af stjernens kerne kollapser (altså falder sammen) og kommer til at fylde næsten ingenting. Men massen er stadig den samme.

Vores egen stjerne – altså Solen – er for lille til at kunne blive til et sort hul, når den kollapser om cirka 5 milliarder år.

Teoretiske beregninger viser, at der i centrum af vores egen galakse (Mælkevejen) findes et sort hul med en masse, der er cirka 4 millioner gange større end Solens. Her er en ekstrem stor masse sammenpresset på næsten igen plads.

Fremtiden
I de seneste år af sit liv beskæftigede Stephen Hawking sig en del med de store udfordringer, som menneskeheden står over for. På et tidspunkt udtalte han, at vores tre største problemer er overbefolkningen, global opvarmning og menneskehedens egen dumhed. Stephen Hawking mente selv, at problemerne er så store, at vi mennesker skulle begynde at lede efter andre planeter, som vi kunne bosætte os på.

Kun fremtiden vil vise, om Stephen Hawking får ret. Men lad os slutte med endnu et Stephen Hawking citat:
Livet ville være tragisk, hvis det ikke var sjovt.

Fakta om sorte huller

  • Et meget lille objekt med en enorm masse.
  • Selv lyset kan ikke undslippe et sort hul.
  • Dannet af kernen i tunge stjerner, der er kollapset.
Læs og se mere her:

Stephen Hawking på dr.dk, videnskab.dk og youtube.com.

Sorte huller på rummet.dk og youtube.com.